Nicki Pedersen fravalgt til fordel for Leon Madsen

Den tidligere tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen bliver ikke en del af grandprix-serien 2019.

GP-arrangørerne har i stedet tilgodeset Patryk Dudek, Martin Vaculik, Matej Zagar og danske Leon Madsen, der har haft en fremragende sæson. Leon Madsen har blandt andet imponeret i den stærke polske liga i denne sæson, og desuden har han også vundet EM-serien.

Leon Madsen har to gange tidligere i 2010 og 2013 deltaget som gæstekører i GP-serien med 3 og 30 point til følge.

GP-feltet 2019
Tai Woffinden, Bartosz Zmarzlik, Fredrik Lindgren, Maciej Janowski, Greg Hancock, Artem Laguta, Jason Doyle, Emil Sayfutdinov, Patryk Dudek, Matej Zagar, Martin Vaculik, Leon Madsen, Janusz Kolodziej, Niels-Kristian Iversen, Antonio Lindback.

Arrangørerne forventer, at GP-kalenderen offentliggøres indenfor kort tid.

Nicki Pedersen vandt historisk grand-prix i Målilla

Med forrygende kørsel sikrede Nicki Pedersen sig en grandprixsejr for første gang siden oktober 2015.

Ved grandprixet i Målilla i Sverige var den tredobbelte danske verdensmester stærkt kørende, og i en dramatisk finale løb han med sejren. Det var første gang siden 2016, at Nicki Pedersen overhovedet havde nået en finale.

– Det er en bonus at vinde i aften. Det viser bare, at jeg ikke er færdig endnu, når tingene spiller, siger Nicki Pedersen, der lavede 15 point i syv starter i lørdagens grandprix.

– Det er alt for længe siden. To gange brækket nakke og alt muligt, det er sindssygt. Det er så fedt at komme tilbage igen.

– Mange ting har spillet ind i år. Jeg har manglet noget fart og havde nogle styrt i opstarten, så jeg ikke har været fit nok på cyklen i grandprixerne.

– Nu begynder jeg at komme tilbage igen, udendørsbanerne ligger bedre til mig end indendørsbanerne, siger den 41-årige dansker, der har vundet VM tre gange.

Med sejren kom Nicki Pedersen op på tiendepladsen i den samlede VM-stilling, og han har kun syv point op til polakken Artem Laguta på ottendepladsen.

De otte bedste efter sæsonens ti grandprixer er sikret en plads i VM-serien næste år. Der resterer fire grandprixer i årets VM-serie. Inden da toppes VM-stillingen suverænt af Tai Woffinden med 17 points forspring ned til Fredrik Lindgren.

Smertefri Nicki Pedersen nærmer sig comeback

Den tredobbelte verdensmester er i gang med at genoptræne, efter et grimt styrt i maj sidste år i Holsted medførte en brækket nakkehvirvel, og et karrierestop truede den 40-årige fynbo.

Genoptræningen går som planlagt, og danskeren er ved godt mod i forhold til at ramme topformen, når sæsonens første VM-grandprix køres om 75 dage. Nicki Pedersen er VM-seriens eneste faste danske kører.

– Det går rigtig godt, og jeg træner på livet løs for at komme i bedst mulig form. Jeg er, hvor jeg skal være, for jeg løbetræner og styrketræner, så hele min krop fungerer.

– Jeg har det godt og mærker ikke komplikationer af nogen art. Jeg kan ikke mærke noget til min skade i nakken, og jeg tager heller ikke forbehold for den i min træning, siger Nicki Pedersen til Ritzau.

Han er yderst optimistisk omkring sit forestående comeback. Den største usikkerhed er dog, hvordan hans krop reagerer, når han kommer tilbage på speedwaycyklen.

Det svar får han formentlig i næste uge, hvor han har mulighed for at teste i Italien på egen hånd eller i Kroatien med sin polske klub, Unia Tarnow, hvis vejret tillader det.

– Jeg har ikke været ude at køre på cyklen endnu, men det glæder jeg mig virkelig til at komme, for det er jo snart et år siden, at jeg har været det for alvor.

– Jeg regner med, at jeg skal ud at køre i næste uge, men det kommer an på vejret. Hvis der er ikke på den gode side af otte grader, så kan det være lige meget, for så er dækkene for kolde, siger Nicki Pedersen.

Og selv hvis comebacket på cyklen skulle blive udskudt, er der god tid til at finde den form, der tidligere har sikret ham podiepladser på stribe.

– Sæsonen går først rigtig i gang i slutningen af april, og VM begynder først i maj, så jeg har masser af tid til at blive helt klar igen, siger danskeren.

Nicki Pedersen: De andre danskere står stadig i min skygge

Af kommercielle hensyn var det nærmest en selvfølge, at en dansk speedwaykører onsdag ville få et af de fire wildcards til VM-serien i næste sæson, da ingen dansker rent sportsligt havde kvalificeret sig til at være med.

Den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen blev for andet år i træk tildelt et wildcard.

Efter at have tilbragt størstedelen af sæsonen på sidelinjen grundet en nakkeskade mener han, det er selvforskyldt, at potentielle wildcard-bejlere som Niels-Kristian Iversen og Peter Kildemand ikke har fået en billet til næste sæsons VM-serie.

– De andre danskere må jo sige, hvad de vil, men de ved jo godt alle sammen, hvem der har banet vejen for dansk speedway de seneste 15 år. Så må de selv komme efter det.

– Jeg har stået på sidelinjen de sidste seks måneder, og der kunne andre have trådt til og vist sig frem.

– Men de har stået i skyggen af mig de sidste 15 år, og selv om de har haft kæmpe muligheder i år og sidste år for at træde ud af den skygge, er ingen af dem trådt ind på scenen og har etableret sig i toppen.

– På sin vis er det også ærgerligt, for jeg håber da, at der er en, som kan tage over for mig, når jeg en skønne dag er færdig med at køre, siger Nicki Pedersen til Ritzau.

Han føler sig ikke presset af at være grandprixseriens eneste dansker eller af at være kommet med på VM-ledelsens velvilje.

– Der er nok ni ud af ti mennesker, som vil sige, at der er et stort pres på mig på Danmarks vegne, fordi jeg er vores eneste kører i VM-serien. Men det får du sgu ikke mig til at sige.

– Jeg har et forventningspres over for mig selv, fordi jeg vil kæmpe med, hvor det er sjovt, siger Nicki Pedersen.

Den sjove ende definerer han som kampen om VM-metal.

– Der er ingen tvivl om, at jeg skal ud og slås med om VM-medaljer. Jeg skal sgu ikke køre med i grandprixserien, fordi jeg synes, det er sjovt at være med.

– Vi skal ud og lave resultater. Det er ikke til at sige, hvad jeg kan opnå, men jeg skal have mit fundament til gode resultater klar til marts, og jeg er allerede godt på vej, siger Nicki Pedersen.

Han er ikke overrasket over at være blandt onsdagens wildcardmodtagere. Det havde han fået en god indikation efter et møde med “de høje herrer” i oktober.

– Men det er alligevel super dejligt at få det bekræftet. Jeg kan virkelig mærke, at jeg brænder for det.

– Ligakampene får økonomien til at hænge sammen, men VM-serien er min motivation til at fortsætte karrieren, siger Nicki Pedersen.

Danskeren har været fast med i VM-serien siden 2001. Han blev verdensmester i 2003, 2007 og 2008.

Niels-Kristian Iversen er førstereserve i VM-serien næste år.

Nicki Pedersen får wildcard til VM-serien

Onsdag er han blevet tildelt et wildcard til VM-serien for den kommende sæson. Det er andet år i træk, at Nicki Pedersen tildeles et wildcard af grandprixseriens ledelse.

Den 40-årige fynbo har fået spoleret store dele af 2017-sæsonen efter et grimt styrt i Holsted 24. maj. Nicki Pedersen brækkede nakken og overvejede derfor i flere måneder, om han skulle indstille karrieren.

Lægerne har advaret ham om, at et lignende styrt kan føre til mistet førlighed, men efter flere skanninger har de også givet grønt lys til, at han kan køre videre, fordi knogler og krop er helet ordentligt.

Ingen danske kørere har formået at kvalificere sig til næste sæsons VM-serie direkte via en ottendeplads i årets serie, og der var heller ingen dansk succes ved det afgørende kvalifikationsstævne.

Derfor har andre danske kørere som Niels-Kristian Iversen, Peter Kildemand, Leon Madsen og Michael Jepsen Jensen også måtte sætte sit lid til at få et wildcard. Det har ingen af dem dog fået.

Niels-Kristian Iversen kan dog pryde sig af at være seriens førstereserve. Hvis en af de 15 faste kørere får en skade, vil han således være med i stedet for. I år har Peter Kildemand været førstereserve, og han har kørt ni ud af 12 grandprixer.

De tre øvrige wildcards for 2018-sæsonen er gået til slovakken Martin Vaculik, australieren Chris Holder og sidste års verdensmester, Greg Hancock fra USA.

Nicki Pedersen fortsætter karrieren: Regner med VM-wildcard

Fremtiden på speedwaybanerne har været usikker for den tidligere verdensmester Nicki Pedersen, siden han 24. maj kom slemt til skade under et ligaløb i Holsted.

Siden har han ikke deltaget i konkurrencer, og han har i samråd med læger og familie haft overvejelser om et karrierestop, men de tanker kan han nu lægge på hylden.

Nu er der givet grønt lys til, at Nicki Pedersen kan fortsætte karrieren, siger han fredag til Ritzau, efter han har indgået en aftale for næste sæson med den svenske klub Västervik Speedway.

Spørgsmål: Når du nu har skrevet kontrakt med en svensk klub, så er der vel ikke længere tvivl om, hvorvidt du kan fortsætte karrieren?

– Nej, det er der ikke. Efter den sidste skanning har jeg været ved godt mod. Det går rigtig godt, og jeg træner rigtig godt. Jeg tror aldrig, jeg har haft et kondital på 64 i oktober før i min karriere.

– Det er kun knoglerne, som mangler det sidste. Jeg kan mærke, at det går fremad, og det synes lægerne også nu, siger Nicki Pedersen.

Bruddet på nakken volder ham ikke længere store smerter, og den besked har han også givet videre til dem, som bestemmer, hvem der skal have wildcard til VM-serien i næste sæson.

– Jeg har været indkaldt til et møde mellem nogle af de større herrer, som har været interesserede i, hvordan jeg har haft det.

– Det har de været, fordi der snart skal uddeles nogle wildcards til grandprix-serien i næste sæson, og der har jeg fået en god indikation på, at jeg er blandt dem, som får et.

– Jeg regner med at få et, men jeg vil selvfølgelig se det sort på hvidt, før jeg fejrer noget, siger Nicki Pedersen.

Nicki Pedersen har fået sin dom: Færdig for i år

Nicki Pedersen blev mandag skannet for det brud i nakken, speedwaykøreren pådrog sig tidligere på året.

Onsdag kom dommen fra privathospitalet Hamlet, og der var både godt og dårligt nyt. Nicki Pedersen kommer ikke til at køre mere i år, men til gengæld kan han håbe på et comeback næste år.

– Jeg har fået dødsstødet. Jeg er færdig for i år. Jeg har været heldig, fordi skanningen har vist, at helingen er i gang, siger Nicki Pedersen til Ekstra Bladet.

– Hvis det går godt, kan jeg komme på cyklen til næste år, siger Nicki Pedersen, der skal skannes igen i november.

Den 40-årige dansker håber på, at han kan køre igen næste år.

– Der ingen garantier, men for første gang er der lys for enden af tunnelen. Jeg har respekt for, at det ikke er helet endnu, men det er positivt, at der en en chance. Jeg er sindssygt lettet, siger han.

Skadet Nicki Pedersen udskyder beslutning om karrierestop

Det er tvivlsomt, om den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen kommer til at køre flere speedwayløb i 2017, men han udsætter foreløbig spekulationerne om et karrierestop.

Nye skanningsbilleder har vist, at hans nakkehvirvel endnu ikke er helet ordentligt efter et styrt i Holsted 24. maj. Derfor skal han holde pause i mindst to måneder endnu, lyder lægernes anbefaling.

– Jeg skal i hvert fald holde pause de næste to måneder, for bruddet er ikke helt helet. Det vil være alt for risikabelt at køre lige nu.

– Jeg kan sagtens gøre det, men det vil være alt for risikabelt at køre med et brud omkring nakken, der ikke er helet endnu. I forhold til sæsonen går timeglasset i den forkerte retning, siger Nicki Pedersen til Ritzau.

Siden styrtet og de efterfølgende undersøgelser har han overvejet, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte karrieren efter to brud på nakkehvirvlen inden for kort tid.

En speedwaypension er dog ikke oppe over. Den hårdføre fynbo satser stærkt på at kæmpe med verdenseliten igen.

– Jeg aner jo ikke, hvor fanden jeg står. Hjertet siger 100 procent, at jeg skal køre og komme tilbage, efter jeg ikke har kørt et stykke tid, men i hovedet bliver jeg nødt til at lytte til lægerne efter to grimme skader inden for et år.

– Sæsonen er tæt på at være slut for mig, og det vil da være nemt for mig at sige, at det hele var slut. Men det kan jeg ikke acceptere. Jeg er sportsmand og har kørt speedway i 29 år.

– Derfor håber jeg stadig på mirakler, når jeg får lavet et nyt skanningsbillede om en måned eller to. Så må jeg tage stilling til fremtiden derfra. Men lige nu satser jeg på, at jeg kommer tilbage.

Som en løve i et bur
I slutningen af juli var Nicki Pedersen for første gang tilbage på cyklen efter styrtet i Holsted. Han kunne sagtens køre, men det var ikke uden gener.

– Jeg var godt brugt bagefter. Men det kan også skyldes, at jeg ikke havde lavet så meget i to måneder, for jeg var stiv i kroppen i et par dage bagefter, siger Nicki Pedersen

Selv om ikke alle knogler når at hele i 2017-sæsonen, og Nicki Pedersen derfor ikke nødvendigvis når at komme tilbage i konkurrence i år, vil han ikke udelukke at give det chancen på den anden side af nytår.

– Jeg har valgt ikke at sætte større pres på mig selv eller på forventningerne til mig ved at sætte en specifik dato. Det vigtigste er, at jeg lytter til lægerne, siger han.

Nu står han foran en tid, hvor han kun i begrænset omfang må lave fysiske øvelser.

– Nu kan jeg bruge de næste par måneder på at tænke på, hvad der foregår i mit liv, og så skal jeg bevare positiviteten, selv om jeg lige nu føler mig som en løve i et bur.

– Jeg er glad for, at jeg ikke er 23 år længere. Med tiden har jeg lært at arbejde mere med mig selv inde i hovedet. Det havde nok været sværere for mig at tackle sådan en situation, da jeg var yngre, siger 40-årige Nicki Pedersen.

Inden styrtet i Holsted nåede Nicki Pedersen at deltage i sæsonens to første VM-grandprixer. Siden har hans plads været overtaget af Peter Kildemand, der er VM-seriens førstereserve.

Nicki Pedersen dropper DM-finale: Udmelding om fremtiden om få dage

Fredag køres DM-finalen i speedway i Fjeldsted, men det bliver uden den tredobbelte danske verdensmester Nicki Pedersen.

Speedwaystjernen meddeler på sin hjemmeside, at han melder fra til DM-finalen samt til tredje runde i EM-serien i svenske Hallstavik søndag.

Fredag i sidste uge var Nicki Pedersen for første gang ude at køre på en speedwaycykel, siden sit alvorlige styrt for et par måneder siden.

Det var i polske Leszno, hvor han kørte nogle træningsomgange.

Umiddelbart efter gennemgik han nogle undersøgelser, hvor der blev taget nogle røntgenbilleder.

Brækket nakkehvirvel
Disse informationer er siden overdraget til Nicki Pedersens danske læger, og det er ventet, at han snart træffer en beslutning om sin fremtid i sporten.

– Nicki fik i dag lægernes vurdering af sin skade på nakken. Han vil bruge nogle dage på at tænke det hele igennem og vil derefter komme med en udmelding om, hvordan fremtiden ser ud, lød det på speedwaykørerens hjemmeside mandag.