Doyle har sat kursen mod VM-titlen

Jason Doyle har sat kursen mod VM-titlen, idet han lørdag aften tog sin tredje sejr på stribe i årets grand-prix serie. Australieren vandt foran Chris Holder og Fredrik Lindgren på indendørsbanen, Friends Arena i Stockholm.

Doyle var flyvende med fem heatsejre og 19 point i alt. Ti point mere end 46-årige Greg Hancock, der slet ikke fik det til at fungere i Stockholm.

Danskerne skuffede på ny, idet Niels-Kristian Iversen, trods to heatsejre, kun formåede at hive syv et point hjem i de øvrige tre heats, hvilket rakte til en samlet 10. plads, mens Peter Kildemand og Michael Jepsen Jensen sluttede uden heatsejre med 6 og 4 point på en samlet 11. og 14. plads.

Inden de sidste to løb har Niels-Kristian Iversen som bedste dansker 10 point op til den forløsende 8. plads, der giver adgang til næste års GP-serie.

Hvis ikke det lykkes at snige sig ind i top 8, hvilket intet tyder på, som formen og ikke mindst stabiliteten har svigtet i hele 2016, skal danskerne håbe på en af de fire wild cards der uddeles efter sæsonen.

Den skadede polak Jaroslaw Hampel, den russiske stjerne Emil Sajfutdinov og skadede Nicki Pedersen ligner oplagte bud til tre af fribilletterne, og det er tvivlsomt, om det sidste går til en dansker.

Til gengæld kan Kenneth Bjerre komme ind fra højre, hvis svenske Fredrik Lindgren holder sin opadgående formkurve. Lindgren slog Bjerre i omkørsel om tredjepladsen i kvalfinalen til næste års serie, så hvis svenskeren kører sig i top otte, er Bjerre tilbage i VM-feltet.

Og det er der noget, der tyder på. Lindgren blev treer i finalen og har bare et point op til top otte.