Fysioterapeut til speedwaystjerne: Nok klogest at stoppe, Nicki!

Fysioterapeut Lisa Thomey har rådgivet speedwaystjernen til at overveje et karrierestop. Fredag flyver Nicki Pedersen dog til Polen for at prøve kroppen af og for at få klaret hovedet før sit livs sværeste beslutning.

Fysioterapeut Lisa Thomey har et indgående kendskab til Nicki Pedersens krop. Thomey har nemlig behandlet speedwaystjernen for utallige skader under en stor del af hans næsten 15 år i top-speedway – og har ofte på nærmest mirakuløs vis fået Nicki Pedersen klar til et nyt løb kort efter en alvorlig skade.

Derfor har Nicki Pedersen helt naturligt brugt Lisa Thomey som fortrolig – på linje med sin mangeårige manager, Helge Frimodt – under overvejelserne om fremtiden, efter at lægerne på OUH i Odense mandag kunne fortælle Nicki Pedersen, at hans syvende nakkehvirvel er svækket af to brud, der støder op mod hinanden, og at risikoen for lammelse af stjernens arm og bryst er øget i tilfælde af et nyt styrt, hvor nakkeregionen bliver påvirket.

Nicki Pedersen er åben om, hvad Lisa Thomey har rådgivet ham til efter at have studeret billederne fra scanningen af hans nakkeregion. På billederne kan man se, at de to brud berører hinanden. De danner nærmest et “T”.

– Lisa mener nok, det er klogest, at jeg stopper. At jeg skal overveje, om det ikke skal være slut nu. Og det er selvfølgelig et råd, jeg tager med i mine videre overvejelser, siger Nicki Pedersen til Ritzau.

– Det er et sindsygt svært valg. Speedway er mit liv, og selv om jeg er blevet 40 år, havde jeg ikke regnet med, at det skulle være slut nu.

Fredag flyver Nicki Pedersen til Leszno i Polen – den klub, han har kontrakt med i denne sæson – for at køre nogle trænings-omgange på en speedwaycykel. Holdkammeraterne træner forud for søndagens ligamatch.

– Jeg har brug for lige at få prøvet, hvordan det føles i kroppen at køre igen efter så lang en pause, og så har jeg også lige brug for at få blæst hovedet igennem, som Nicki Pedersen udtrykker det.

Under træningsomgangene vil den fynske stjerne sandsynligvis også køre nogle omgange med den nakke-beskyttelseskrave, som han ellers aldrig har brugt og som specielt benyttes af mange unge kørere.

Pengene ikke drivkraften
Sammen med sin kæreste, Helene Hüttmann, bor Nicki Pedersen i en lejet luksuslejlighed i Monaco med panoramaudsigt ud over Middelhavet, og i Strib – lige ned til Lillebælt – er parret ved at opføre en 450 kvadratmeter stor funkisvilla.

– Jeg havde nok ikke kørt speedway, hvis ikke, der havde været penge i sporten, for jeg er også forretningsmand, men pengene har aldrig været drivkraften. Det er heller ikke pengene, der afgør, hvad jeg gør i den nuværende sitaution, selv og jeg da under alle omstændigheder godt ville have “presset appelsinen” lidt mere.

De to fatale styrt, der har skadet Nicki Pedersens syvende nakkehvirvel, skete under den profilerede match, “Den gyldne hjelm”, i tjekkiske Pardubice i efteråret, og under et ligaløb 24. maj for Holsted Tigers, hvor Nicki Pedersen er kaptajn.

Nicki Pedersen har holdt oplysninger omkring sin økonomi tæt ind til kroppen gennem årene, men han har tidligere sagt til Fyens Stiftstidende:

“Jeg har aldrig brugt mere, end jeg har tjent”.

Hans bankuddannede manager, Helge Frimodt, har også været speedwaykørerens finansielle rådgiver gennem årene. På baggrund af oplysninger i speedwaymiljøet har Sport Fyn tidligere vurderet, at Nicki Pedersen skulle være god for cirka 50 millioner kroner. I løbet af karrieren har den 40-årige fynbo imidlertid også kørt med et af speedwayens dyreste setup.