Sæsonen kan være slut for uheldig speedwaydansker

Niels-Kristian Iversen brækkede skulderen, slog hovedet og trykkede flere ribben i et dramatisk styrt i en ligamatch i Polen søndag, og den 35-årige vestjyde frygter nu, at sæsonen er forbi.

Foreløbig regner han ikke med at være med i de tre næste VM-grandprixer i henholdsvis Gorzow, Teterow og Stockholm.

– Der er et grandprix i Torun i Polen om seks uger, og så er der det afsluttende grandprix i Melbourne sidst i oktober.

– Det kan jeg måske nå at være med i, men lige nu ved jeg ikke så meget om tidshorisonten, siger Niels-Kristian Iversen til jv.dk.

– Jeg tror dog ikke, at jeg kommer til at køre liga mere i året, og det er jeg selvfølgelig rigtig træt af. Det er jo tæt på, at det hele skal afgøres rundt omkring, siger han.

Iversens uheld er endnu en dårlig nyhed i en svag sæson for dansk speedway.

2017 har ikke budt på én eneste dansk podieplacering i et VM-grandprix, og Danmark får ingen kørere ind blandt de otte bedste i den samlede stilling, når sæsonen er slut.

I den forgangne weekend var tre danske kørere langt fra de bedste, da der var billetter til næste års grandprixserie på højkant.

Dermed er Danmark afhængig af wildcard for at få en eller flere kørere med i kampen om VM 2018.