Her skal der køres grandprix-speedway i Danmark i 2018

Der er blevet gættet lystigt på, hvor det danske grandprix skulle køres i 2018 – og nu er afgørelsen så faldet.

Løbsdirektør Torben Olsen fortæller til JydskeVestkysten, at der netop er lavet en ny treårig aftale med Horsens.

– Vi har haft et super samarbejde med Horsens, så vi er vældig tilfredse med, at det nu er kendsgerning, at grandprix-serien også kommer på besøg i Horsens i 2018, 2019 og 2020.

– Tilskueropbakningen var været rigtig god. Der har været kørt i Horsens tre gange, og to af gangene har der været helt udsolgt, men der var lidt billetter i overskud i år, fortæller Torben Olsen.

Aftalen med Horsens er dog ikke længere nogen såkaldt eksklusivaftale. Det betyder, at der på sigt godt kan køres to gange løb i grandprix-serien om året i Danmark.

– Men det bliver kun Horsens i 2018. Hvis tiden ellers bliver moden til det, er det da meget muligt, at der er plads til to løb i Danmark om året. Det håber vi jo meget på, men det kræver bedre resultater. Det kommer vi ikke udenom, understreger Torben Olsen.

Grandprix-serien indledes i Warszawa i Polen den 12. maj. Ræset i Horsens er løb nummer tre i serien og køres lørdag den 30. juni, mens der igen er sæsonafslutning i Melbourne i Australien i slutningen af oktober.

Nicki Pedersen: De andre danskere står stadig i min skygge

Af kommercielle hensyn var det nærmest en selvfølge, at en dansk speedwaykører onsdag ville få et af de fire wildcards til VM-serien i næste sæson, da ingen dansker rent sportsligt havde kvalificeret sig til at være med.

Den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen blev for andet år i træk tildelt et wildcard.

Efter at have tilbragt størstedelen af sæsonen på sidelinjen grundet en nakkeskade mener han, det er selvforskyldt, at potentielle wildcard-bejlere som Niels-Kristian Iversen og Peter Kildemand ikke har fået en billet til næste sæsons VM-serie.

– De andre danskere må jo sige, hvad de vil, men de ved jo godt alle sammen, hvem der har banet vejen for dansk speedway de seneste 15 år. Så må de selv komme efter det.

– Jeg har stået på sidelinjen de sidste seks måneder, og der kunne andre have trådt til og vist sig frem.

– Men de har stået i skyggen af mig de sidste 15 år, og selv om de har haft kæmpe muligheder i år og sidste år for at træde ud af den skygge, er ingen af dem trådt ind på scenen og har etableret sig i toppen.

– På sin vis er det også ærgerligt, for jeg håber da, at der er en, som kan tage over for mig, når jeg en skønne dag er færdig med at køre, siger Nicki Pedersen til Ritzau.

Han føler sig ikke presset af at være grandprixseriens eneste dansker eller af at være kommet med på VM-ledelsens velvilje.

– Der er nok ni ud af ti mennesker, som vil sige, at der er et stort pres på mig på Danmarks vegne, fordi jeg er vores eneste kører i VM-serien. Men det får du sgu ikke mig til at sige.

– Jeg har et forventningspres over for mig selv, fordi jeg vil kæmpe med, hvor det er sjovt, siger Nicki Pedersen.

Den sjove ende definerer han som kampen om VM-metal.

– Der er ingen tvivl om, at jeg skal ud og slås med om VM-medaljer. Jeg skal sgu ikke køre med i grandprixserien, fordi jeg synes, det er sjovt at være med.

– Vi skal ud og lave resultater. Det er ikke til at sige, hvad jeg kan opnå, men jeg skal have mit fundament til gode resultater klar til marts, og jeg er allerede godt på vej, siger Nicki Pedersen.

Han er ikke overrasket over at være blandt onsdagens wildcardmodtagere. Det havde han fået en god indikation efter et møde med “de høje herrer” i oktober.

– Men det er alligevel super dejligt at få det bekræftet. Jeg kan virkelig mærke, at jeg brænder for det.

– Ligakampene får økonomien til at hænge sammen, men VM-serien er min motivation til at fortsætte karrieren, siger Nicki Pedersen.

Danskeren har været fast med i VM-serien siden 2001. Han blev verdensmester i 2003, 2007 og 2008.

Niels-Kristian Iversen er førstereserve i VM-serien næste år.

Droppet speedwaydansker: Wildcard givet på forkert grundlag

Niels-Kristian Iversen havde håbet på, at de fire wildcards ville blive tildelt på et sportsligt grundlag, men det blev de ikke, mener han. I stedet får han en rolle som førstereserve og træder til, hvis en kører får en skade.

– Det er meget skuffende kun at blive førstereserve. Jeg kunne ikke have regnet med at få et wildcard, men jeg havde håbet, at de ville have kigget mere på det sportslige, da de uddelte dem.

– Det er ikke et spørgsmål, om det skulle være mig eller Nicki Pedersen. Men ser man over de sidste 12 måneder, mener jeg, at jeg har været blandt de 15 bedste kørere i verden, og så burde man være med i VM-serien.

– Kigger man på alle ranglisterne for de forskellige ligaer, kan man også se, at jeg er med i toppen. Det kan man ikke komme uden om. Så man burde have kigget mere på det sportslige, og jeg burde have fået et wildcard, siger Niels-Kristian Iversen til Ritzau.

Han er den seneste dansker til at vinde et VM-grandprix med sejren i oktober 2016 i Torun. Han har desuden vundet det individuelle DM-guld seks år i træk.

– Man kan jo se, at jeg har masser at byde på, men det har man valgt ikke at gøre. Så der er ikke andet for end at kæmpe mig tilbage til en fast plads.

– Den plads kan blive svær at få, når jeg er førstereserve, fordi jeg jo ikke ved, hvor mange grandprixer jeg kommer til at køre, siger Niels-Kristian Iversen.

Han pointerer dog, at man næppe ville kunne forvente to danske wildcards efter en sæson med kun én dansk finaledeltagelse.

– Sæsonen har været mega dårlig for dansk speedway, jeg kan ikke huske noget lignende. Set med de briller er det jo fair nok, at vi kun har en fast kører med næste år.

– Jeg havde så håbet på, at det ville være mig, så jeg kunne vende den trend, siger den 35-årige dansker.

I år har Peter Kildemand været førstereserve. På grund af en skade til Nicki Pedersen har han kørt ni ud af 12 grandprixer, og han kunne have kørt yderligere et, hvis han ikke selv var blevet skadet.

Også Kildemand ærgrer sig over at være forbigået i wildcardsammenhæng.

– Det er trist, og det var sgu ikke lige, hvad jeg havde drømt om. VM er det største rent sportsligt, og samtidig bliver det sværere at sælge sponsorater, når man ikke bliver vist på fjernsyn om lørdagen.

– Nu må jeg sætte alle kræfter ind på at køre mig til en fast plads igen, og så håber jeg, at jeg undervejs bliver belønnet med et wildcard til grandprixet i Danmark, siger Peter Kildemand.

Der er 15 faste kørere i VM-serien. De otte bedste i den forgangne sæson får en fast plads, tre pladser er på spil i VM-kvalifikationen, og fire pladser tildeles via et wildcard.

Nicki Pedersen får wildcard til VM-serien

Onsdag er han blevet tildelt et wildcard til VM-serien for den kommende sæson. Det er andet år i træk, at Nicki Pedersen tildeles et wildcard af grandprixseriens ledelse.

Den 40-årige fynbo har fået spoleret store dele af 2017-sæsonen efter et grimt styrt i Holsted 24. maj. Nicki Pedersen brækkede nakken og overvejede derfor i flere måneder, om han skulle indstille karrieren.

Lægerne har advaret ham om, at et lignende styrt kan føre til mistet førlighed, men efter flere skanninger har de også givet grønt lys til, at han kan køre videre, fordi knogler og krop er helet ordentligt.

Ingen danske kørere har formået at kvalificere sig til næste sæsons VM-serie direkte via en ottendeplads i årets serie, og der var heller ingen dansk succes ved det afgørende kvalifikationsstævne.

Derfor har andre danske kørere som Niels-Kristian Iversen, Peter Kildemand, Leon Madsen og Michael Jepsen Jensen også måtte sætte sit lid til at få et wildcard. Det har ingen af dem dog fået.

Niels-Kristian Iversen kan dog pryde sig af at være seriens førstereserve. Hvis en af de 15 faste kørere får en skade, vil han således være med i stedet for. I år har Peter Kildemand været førstereserve, og han har kørt ni ud af 12 grandprixer.

De tre øvrige wildcards for 2018-sæsonen er gået til slovakken Martin Vaculik, australieren Chris Holder og sidste års verdensmester, Greg Hancock fra USA.