Australske Jason Doyle er ny verdensmester i speedway, efter at han lørdag vandt det australske grandprix i Melbourne, hvor sæsonens sidste løb blev kørt.
Det er første gang, at han bliver verdensmester, og det er første gang, at en australier vinder VM på hjemmebane i Australien.
Allerede tidligt i grandprixet lå det fast, at Doyle ville blive verdensmester, men det fik ham ikke til at slippe gashåndtaget.
Doyle blæste i finalen og vandt den, og han slog også danske Nicki Pedersens rekord for flest finaler på en sæson. Pedersen havde opnået ni, men Doyle kørte sig i sin tiende finale i sæsonen.
Der var en enkelt dansker med i Australiens Grand Prix, og det var Peter Kildemand, der fik en 11.-plads. Kildemand blev samlet nummer 13 i VM-serien, mens Niels-Kristian Iversen samlet blev nummer 15.