Niels-Kristian Iversen vandt lørdag VM-grandprixet i polske Torun foran den tidligere verdensmester Greg Hancock, som han gav baghjul i finalen efter at have overhalet ham fra yderbanen.
Iversen nåede op på 15 point og er nu blot to point fra den direkte kvalifikation blandt de otte bedste til næste sæsons GP-løb. Der restere kun et løb tilbage.
Ikke siden England i 2015 har Iversen stået øverst på medaljeskamlen til et GP-løb, og det er første gang nogensinde danskeren vinder i Polen. Med sejren har Niels Kristian-Iversen nu vundet otte sæt medaljer i GP-serien.
Også Michael Jepsen Jensen havde chancen for at komme i finalen efter tre heatsejre, men i semifinalen endte han som nr. tre efter Iversen og kom ikke med. Jepsen Jensen høstede alligevel flotte 10 point, mens Peter Kildemand leverede sæsonens dårligste præstation med blot to point i Torun.
Jason Doyle, som samlet førte VM-serien inden aftenens løb, styrtede i heat 3 og pådrog sig en skulderskade, så han kort efter måtte udgå. Dermed fik Doyle ikke høstet mere end de 123 point, han havde i forvejen.
Det udnyttede Greg Hancock til at overtage føringen i VM-serien, da han med 16 point høstede aftenens højeste pointscore.
Med Doyles ærgerlige uheld skal meget gå galt, hvis ikke Hancock skal tage sit fjerde VM efter sæsonens sidste løb i Australien d. 22. oktober. Størst spænding vil der uden tvivl være om 8. pladsen med danske Iversen i en hovedrolle.
Congrats to #TorunSGP winner @doniversen – he passed @GregHancock45 for top spot. @BartekZmarzlik third. @MatejZagar55 fourth. pic.twitter.com/e2D0ZtxuZH
— SpeedwayGP (@SpeedwayGP) 1. oktober 2016