Kongernes Fald

De samlede nationen. De erobrede verden. Men så blev det personligt

En film af Mads Kamp Thulstrup

Kongernes Fald har alt det en rigtig god historie skal indeholde: Mod, ungdom, rivalisering, helte, venskab og fjendskab. Det er et stykke Danmarkshistorie om tre jyske helte – fortalt af en jyde.

Mads Kamp Thulstrups forældre voksede op i samme by som Ole Olsen. Hans bedsteforældres hus lå ikke langt fra Ole Olsens BMW forretning i Haderslev. For instruktøren har det været vigtigt at skabe en film både for de speedway-interesserede, men også for alle dem, der bare elsker en god historie.

Hvad var det der skete dengang i de sexede 70ere og 80ere og hvordan ser de tre Verdensmestre på det hele i dag? Hvad skal der til for at skabe en vinder? Og hvorfor er det så vigtigt at ære vores helte? Hvad er det, de giver os?

– Ole tog de første, hårde skridt gennem mørket, da speedway var en by i Rusland. Senere fandt jeg ud af, at der havde været krig på kniven. At ærkerivalerne Hans Nielsen og Erik Gundersen nærmest ikke kunne være i lokale sammen. Jeg har altid syntes, at disse rivalfortællinger er badet i et mytisk skær. Rivaler næres af hinanden. Når den ene forsvinder falmer den anden.                                                                   

Filmen er optaget i Jylland, på nær en enkelt afstikker til Wolverhampton i England. Jeg bilder mig ind, at den jyske uniform har givet filmen en særlig identitet/musikalitet: En insisteren, en dybde, et lune, siger Mads Kamp Thulstrup.

Kongernes Fald fortæller den dramatiske historie om Kong Ole og de to kronprinser Hans

Nielsen og Erik Gundersen. Deres intense rivalisering udgør et højdramatisk stykke Danmarkshistorie. Alle tre medvirker i filmen, som også byder på aldrig-før-offentliggjorte arkiv optagelser.

Ole Olsens triumfer og macho-image kanoniserer ham i raketfart op som en af landets største superstjerner. Successen baner vejen for en ny, gylden generation af danske speedwaykørere, anført af nordjyden Hans Nielsen og vestjyden Erik Gundersen. Men venskab forvandles snart til splid, der er nemlig kun plads til en konge på speedwaytronen.

Trekantsdramaet udspiller sig i 1970´erne og 80´erne på alverdens projektøroplyste speedwaystadions. En gang om året fyldes disse til randen med titusindvis af begejstrede tilskuere, når speedwaysportens mest prestigefyldte og dødsensfarlige begivenhed finder sted: Det individuelle verdensmesterskab. Det er denne pokal, enhver speedwaykører stræber efter.

Filmen skildrer med lune og kærlighed Olsens, Nielsens og Gundersens jyske ungdomsår, rivaliseringerne på alverdens speedwaybaner og mødet med international berømmelse frem mod den skæbnesvangre dag i 1989, hvor alt forandres på et splitsekund. 

– Kongernes Fald er en hyldest til speedwaysporten og dens danske helte, som lagde verden ned og gjorde os stolte. Det er en film om, hvad det kræver at blive den bedste. Talent er en ting, jernvilje en anden. Det er kombinationen af de to, der bringer dig til tops. Eller 30 % talent og 70 % målrettethed, som Ole Olsen siger. 

– Kongernes Fald er også en film om, at der kun er plads til en på tronen. At der er iskoldt på toppen. At mennesker er forskellige og alligevel så ens. At vi som mennesker spejler os i hinanden. På godt og ondt.

– Som dreng i 1980´erne sad jeg klinet til den sort/hvide fjernsynsskærm, når det årlige, individuelle verdensmesterskab i speedway blev vist. Det var åndeløst spændende. Den samme følelse skal publikum sidde med, når de ser Kongernes Fald. Det skal være åndeløst spændende. Som om filmen foregår nu og her, selvom begivenhederne ligger mange år tilbage.

– Jeg syntes, at speedwaykørerne havde de sejeste navne: Sam Ermolenko, Kelly Moran, Kelvin Tatum. Og så var der Nielsen, Gundersen, Knudsen, Petersen og Pedersen fra Danmark. Danskernes navne var ikke helt så seje. Til gengæld var de suveræne. 1980´erne var dansk VM-paradekørsel. Hans Nielsen og Erik Gundersen var superstjernerne, siger Mads Kamp Thulstrup, og fortsætter:

– Da jeg gik i gang med optagelserne blev jeg slået bagover af de åbne arme, jeg blev mødt med. De medvirkende blev troligt siddende, uanset hvilke urimeligheder, jeg udsatte dem for, herunder dagslange interviewsessions!

– Den store, gensidige tillid viser sig i filmen. Jeg er enormt stolt af de kig om bag facaden, som de medvirkende på generøs vis åbner op til.

– Jeg håber, at publikum får en nostalgisk-dramatisk oplevelse, når de ser filmen. Kongernes Fald byder på et nostalgisk gensyn med de sexede 1970´ere og 80´ere. Men filmen er skabt i 2019 og byder på ultramoderne klipning, fotografering og lyddesign, der vækker de dramatiske begivenheder til live, så nakkehårene rejser sig. 

– Jeg håber, at de, der ikke kender historien om de danske speedwaykonger vil få sig en på opleveren.  Og jeg håber, at de, som kender historien, vil opleve, at filmen kaster nyt lys over det velkendte.

– Jeg kigger som det første efter slutningen, når jeg er på udkig efter den næste store sportsfortælling. Findes den stærke 3. akt, så filmen ikke fuser ud før tid? Kongernes Fald har i den grad en følelsesmæssig stærk og overrumplende slutning. 

– Filmen genopliver et sportsligt drama, en triumf, et nationalt samlingspunkt og går tæt på heltene bag. Den trænger ind bag visiret, derinde hvor mennesket viser sig. Kongernes Fald er først og fremmest en universel og følelsesladet film om mennesker af kød og blod, som vi alle kan identificere os med. Uanset om vi interesserer os for sport eller ej.

– Det er vigtigt at mindes vores helte. I Kongernes Fald er det sportsheltene, der hyldes, men alle slags helte fortjener en hyldest, fordi de inspirerer os, lyder det afslutningsvis fra Mads Kamp Thulstrup.

Kongernes Fald har Danmarkspremiere i biografer landet over 6. juni – også i Nordisk Films biografer.